Gå til Dansk Radio forside
jQuery Back To Top Button by CodexWorld
Super Love, 1968
SUPERLOVE udkom i tabloid-format i årene 1967 til 1970, med nyt om beat-, hippie- og ungdomskulturen i Danmark.
PIRAT RADIO var en af overskrifterne i bladet SUPERLOVE fra udgaven i maj 1968.

Dansk Radio satte sig for at undersøge hvad det dækkede over! Måske noget om den i samme årti lukkede Radio Mercur eller måske info om en nyåbnet piratradio i Københavnsområdet som der var flere af i 1960érne.
Men historien viste sig at være en hel anden.

Forsiden var det eneste vi havde, så der skulle lidt opsporingsarbejde til for at komme ind på siderne.

I 2007 fik Ragnarock (Rockmuseet) i Roskilde overdraget alle SUPERLOVE bladene fra en samler, og det gav anledning til at få åbnet arkivrummet på museet. Med hjælp fra museumsinspektør Rasmus Rosenørn, blev de fundet frem og efter lidt gennemlæsning af ham, viste det sig at omhandle Danmarks Radio. Og det var over flere udgaver af bladet over sommeren i 1968, at emnet blev omtalt.

"For lidt beatmusik og omtaler af beatmusik generelt i Danmarks Radio" var overskriften på en protest underskriftsindsamling som SUPERLOVE gennemførte. Over 3.000 unge havde efter kort tid underskrevet ét krav om mindst 1 times daglig beat-sendetid i Program 3. Det hele var rettet imod "Hr. Programchef Kaj Bruun, Underholdningsafdelingen, Danmarks Radio".
Hvis kravet ikke blev gennemført, ville der blive åbnet en pirat/undergrundsradio med beatmusik til generationen der ikke ville høre på Jørgen Mylius og Jørn Hjortings "stive" radiosprog og afspilning af familiepop og musik der var udvalgt nøje af en redaktion - uden beatmusik.
Kaj Bruun blev i sommeren 1968 interviewet af SUPERLOVE efter underskrifterne var blev afleveret og kunne svare kort for sig:

1. Han følte ikke at 3.000 underskrifter var nok til at gennemføre en revolutionerende holdning fra Danmarks Radio.

2. Han var heller ikke i stand til, så meget han selv ønskede, at foretage den omgående budget-stigning og den ekstra sendetid som er nødvendig for at imødegå kravet om beatmusik på landsdækkende radio.

3. Han forsikrede journalisten fra bladet om, at han ville senere på året (1968), arbejde på at få et nyt musikprogram i luften dog uden at vide mere konkret om navn eller indhold endnu.
Det blev aftalt med Kaj Bruun at debatten skulle holdes kørende og med hjælp fra læserne, blev der udarbejdet et oplag og udkast til hvad ét beatprogram kunne indeholde.

Der blev henover sommeren 1968 - uden medvirken fra SUPERLOVE, hørt to piratstationer i Storkøbenhavn der sendte - beatmusik.
KOMMENTAR af Carsten Grolin, SUPERLOVE/efteråret 1968. (tryk for stor)
(Fotoaftryk fra arkiv: Ragnarock, Roskilde)
Ragnarock - Museet for pop, rock og ungdomskultur
Rabalderstræde 16, Musicon, 4000 Roskilde.
www.museumragnarock.dk
(Beatmusik var i 1960'ernes Danmark betegnelsen for den musik, der var for langhåret til at blive kaldt for pigtråd. I udlandet blev den imidlertid kaldt for rock, og denne betegnelse overtog også herhjemme i 1970´erne. / citat fra bogen - Dansk Rockmusik)